Frederikshavn Bibliotek: Chica & Hanne

Chica er en 1 år gammel Labrador Retriever. Hun er en ”Formel 1” labrador og oprindeligt købt til jagt – fordi denne race er specielt dygtig til at svømme, apportere og har en masse energi. Men da Chica havde været med Hanne på arbejde et par gange, besluttede Chicas familie, at hun også skulle prøve at være læsehund.

Hanne arbejder nemlig som lærer på en skole – og Chica var så glad for at være sammen med alle børnene, at det næsten ville være synd, hvis hun ikke også skulle arbejde med børn.

Selvom Chica stadig er en stor hvalp, er hun meget rolig, når hun er sammen med børn – og samtidig er hun meget lydig. Chica elsker at sidde pænt ”på plads” og ligge i en ”dæk” – og så er hun rigtig vild med at hente ting, og at snuse rundt efter gemte godbidder.

Lige nu glæder Chica sig rigtig meget til at lytte til mange gode historier, og møde en masse søde børn, som vil læse op for hende. 

Vov og venlig hilsen fra

Chica og Hanne

Kender du et barn som har lyst til at læse højt for Chica, er du velkommen til at kontakte os.